Kurt Servé
Hvert år drager jeg mod nord med min rygsæk, kikkert og tegne-/malegrej. Heroppe finder jeg den storslåede, barske og uberørte natur, der netop taler til alle mine sanser. Mine rejser har ført mig rundt til: Hebriderne, Orkneyøerne, Shetlandsøerne, Island, Grønland, Svalbard, Lofoten og ikke mindst Færøerne, hvor jeg har været en snes gange.
De mægtige fuglefjelde med skrig af titusinder af søfugle, drønet langt nede fra havet, tågen, der langsomt kommer snigende op igennem en ensomt beliggende dal, strandskadernes skrig, der ekkoer mellem fjeldene – blæsten, kulden, ensomheden, mystikken og det skiftende lys. Det er så stærke sanseindtryk, at ord ikke kan dække. For mig er det gennem maleriet, at jeg kan give udtryk for mine indtryk
Alt dette er med hjem i mit sind, i mine tegninger og malerier. Midt i denne voldsomme og smukke natur sidder jeg med min tegneblok og mine farver. Når jeg arbejder, kan jeg udelade eller forstærke det jeg sanser. På den måde kan jeg få kulden, blæsten, lyset, bølgernes larmen, fugleskrigene og alt det andet med. Det kan fotoet ikke! De billeder, der bliver til her, er fuldstændig knyttet til tid og sted. Stregen er rask og spontan. Billederne er færdige, og jeg rører dem ikke efter jeg er kommet hjem
Men jeg laver også et væld af skitser i sort/hvid – som så danner baggrunden for de store billeder, jeg senere laver hjemme i mit atelier. Mine materialer er ud over blyant og tusch Caran DÀche oliepastel. Det er et materiale som jeg altid har ved hånden og som jeg både kan tegne og male med.
Har du lyst til at vide mere om, hvordan jeg maler, kan du læse og se mere på min hjemmeside: www.kurtserve.dk og www.serve.nu.
Kurt Servé
Åbyskovvænget 2
5881 Skårup Fyn
Tlf.: 62 23 13 60






